Orihuela Costa

Kongeparrets besøg i Vega Baja en stor succes

Det spanske kongepar på besøg i Orihuela. Foto: MeteOrihuela/Maria José Bas.

Fredag den 4. oktober besøgte kong Felipe VI og dronning Letizia Vega Baja, med start og modtagelse i Orihuela.

Det er første gang siden de blev spansk kongepar, at de besøger Alicante provinsen, så det var nærmest en historisk dag  for området.

Anledningen til besøget var, at kongeparret gerne ved selvsyn ville se de mange skader Gota Fria /oversvømmelsen den 12. og 13. september forårsagede, og udtrykke deres sympati med de mange berørte byer og mennesker.

DANA, som fænomenet også kaldes – Depresión Aislada en Niveles Altos – er meget normalt i det spanske efterår og opstår, når der i de højere luftlag samler sig kold luft oven på varm og fugtig luft. Derved afgives en masse vand.

Flere tusinde mennesker stod langs gaderne i Orihuela, og kongeparret tog sig god tid til at hilse og tale med de mange fremmødte.
Udover at hilse på befolkningen hilste og talte parret med redningsarbejderne og borgmestrene fra de 27 kommuner der er i Vega Baja. Præsidenten for Valencia Regionen, Ximo Puig, deltog også seancen.

Fra Orihuela gik turen til landsbyen Molins, der var en af de byer der blev hårdt ramt af DANA. Også her blev kongeparret modtaget af mange mennesker ude i gaderne.
I Molins fik omkring 350 familier ødelagt deres hjem, ligesom store landbrugsarealer og citrusplantager blev ødelagt.

Besøget sluttede med, at kong Felipe VI og dronning Letizia udtrykte deres store sympati for de mange berørte mennesker og gav udtryk for håbet om, at de hurtigt ville rejse sig igen.

Mange mennesker i gaderne modtog kongeparret. Foto: Foto: MeteOrihuela/Maria José Bas.

Kongen hilser på de mange redningsarbejdere, der havd særdeles travlt under Gota Fria-perioden – og efter. Foto: Foto: MeteOrihuela/Maria José Bas.

 

 

 

 

 

 

Comments