Betænkeligheder ved ny efterårsregn

Vejret fra den 19. oktober til den 24. oktober. Foto: MeteOrihuela.

Den nordlige del af Alicanteprovinsen kan forvente en del regn den kommende uge, og vejrprognosen har afstedkommet bekymring i nogle af de områder der blev oversvømmet tidligere i september.

Bekymringen går på, at man ikke er nået så langt med reparationer og oprydninger efter Gota Fria i september, som man havde håbet på.
Meteorologerne forventer dog ikke et regnvejr som man så i september. Det er dog en ny Gota Fria der er på vej, blot ikke så kraftig som tidligere, spår meteorologerne.

Gota Fria, også kaldet DANA, er et meteorologisk fænomen der kommer om efteråret i Middelhavsområder, hvor det i Spanien er østkysten – blandt andet Costa Blanca – der rammes af vejrfænomenet.
Det er en vejrsituation, hvor kold polarluft kommer ind over det stadig varme Middelhav, og derefter afgiver en masse vand – kolde dråber/Gota Fria.

De tidligere berørte og ødelagte områder er bekymrede, fordi man ikke er helt færdige med at udbedre skaderne fra sidste uvejr, og disse områder er derfor stadig sårbare, også over for mindre kraftig regn.
Mange steder er forstærkninger og afstivninger ved veje og broer endnu ikke færdiglavede.
Blandt andet frygter man, at Segura floden igen vil løbe over eller gennembryde de steder der blev gennembrudt i september måned.
Myndighederne i Regionen mener ikke at opbygningen efter septemberuvejret er tilendebragt fuldt ud før om to år.

I september var havvandet 27 grader og den kolde polarluft mødte derfor en særdeles varm front. Nu er havvandet nede på 24 grader, og derfor forventer man ikke samme intensitet som tidligere, grundet den lavere temperaturforskel.

Forudsigelserne går på, at regnen vil falde fra tirsdag den 22. oktober til fredag den 25. oktober med mest nedbør og ustabilt vejr tirsdag og onsdag.

Den lokale vejrtjeneste, MeteOrihuela, spår, at der i Vega Baja området vil starte med at komme svag regn fra søndag eftermiddag/nat. Senere på ugen vil der forekomme regnbyger med svage til moderate nedbørsmængder.

 

Comments