Information

Spaniens fremtidige økonomiske situation nedtones i valgkampen

Internationale Valutafond i Washington DC.

Med mindre end en uge til det spanske parlamentsvalg har partierne kridtet banen, og kampen om vælgerne er for alvor i gang. Løfterne er mange, men ikke et eneste parti vælger at nævne den truende økonomiske krise, som ikke bare Spanien men hele verden kan stå overfor i en nær fremtid.

Landet oplever allerede nu en afmatning i den økonomiske vækst, men alarmklokkerne lyder endnu ikke. Heller ikke selvom både Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og den spanske cantralbank flere gange i den senere tid har advaret om endnu en økonomisk krise, der denne gang vil ramme Spanien endnu hårdere end sidste gang bl.a. på grund af den meget høje ledighed på 14 procent.

Advarsler, der er til for, at politikerne skal reagere og tage de foranstaltninger, der er nødvendige. Men de spanske politikere vælger at ignorere emnet.

I det i alt 400-sider lange valgprogram tales der om alt fra mindsteløn, immigration, digital udvikling,  arbejdsmarkedsreform, skattelettelser og- stigninger, og alle partier lover vælgerne at bringe landet tilbage til de gyldne dage før finanskrisen i 2008. En krise, som mange spaniere stadig føler efterveerne fra. Og måske netop derfor vælger politikerne ikke at bringe snakken hen på en ny økonomisk krise, skriver avisen El Mundo.

Kommentarer